Har du mange års erfaring inden for branchen og er på udkig efter nye udfordringer? Passer du ind i et arbejdsmiljø hvor der er højt til loftet, plads til både de strømlinede, krøllede og alt derimellem? Vi har et job til dig, som gerne vil fortsætte med at udvikle dine faglige kompetencer inden for energi og indeklima, bæredygtighed og alternativ energi såvel som projektledelse af både små og store projekter.
Hvem er vi?
Vi er et rådgivende ingeniørfirma, som har eksisteret siden 1976, vi består af 32 rare og kompetente medarbejdere, som er fordelt på vores fire afdelinger vvs, el, konstruktion og bim. Vi har gennem de sidste 46 år projekteret og ydet rådgivning i forbindelse med et utal af forskelligartede projekter – vi laver nemlig sjældent to projekter, som er ens. Vores projekter spænder fra nybyg til restaurering og vedligehold, med særlig interesse for fredet og bevaringsværdigt byggeri samt transformationsbyggeri, energioptimering og bæredygtighed.
Den 1. juli 2022 rykkede vi teltpælene op efter 46 år i Solrød og flyttede til det DGNB-certificerede nybyggeri i Køge Idrætspark, med udsigt over Køge by og stadion. Det er vi glade for!
Vibeke Christensen, VVS-ingeniør: ”Jeg værdsætter, at vi i Strunge leverer projekter med høj kvalitet og sætter en ære i vores arbejde. Der er et godt sammenhold, hvor der er stor mulighed for faglig sparring eller bare en snak om hvordan det går. Derudover er der plads til, at vi har forskellige kompetencer, interesser og vidensområder.”
Hvem er du?
Du er VVS-ingeniør med bred rådgivererfaring inden for VVS, ventilation, energi, indeklima og eventuelt bæredygtighed.